• Harboe sælger flere øl i Danmark og øger sin indtjening

    Source: BDK Finans / 18 Dec 2024 06:05:10   America/Chicago

    Salget af drikkevarer i Danmark er med til at øge både Harboes omsætning og indtjening. Det viser Harboes regnskab for første halvdel af det skæve regnskabsår 2024/25. I perioden har Harboe omsat for knap en milliard kroner. Det er cirka fire procent mere end i samme periode i det foregående regnskabsår. Bryggeriet har tjent knap 39 millioner kroner. Søren Malling, som er topchef i Harboe, siger, at bryggeriet blandt andet har haft fokus på at lancere nye produkter. - Jeg vil også gerne fremhæve vores fremgang i salget af øl i Danmark, hvor vi har realiseret den højeste markedsandel nogensinde, siger topchef Søren Malling i en kommentar til regnskabet. Harboes forretning er delt i to - én der sælger drikkevarer, og én der sælger ingredienser som eksempelvis malt til drikke- og fødevareindustrien. Omsætningen inden for begge forretningsområder er vokset i de første seks måneder af regnskabsåret sammenlignet med for et år siden. I Danmark har Harboe i perioden arbejdet intensivt med at markedsføre Harboes brand over for danske forbrugere, skriver bryggeriet i regnskabet. Det samme er tilfældet på selskabets eksportmarkeder. I Tyskland har Harboe dog haft fokus på at styrke indtjeningen, hvilket har resulteret i "bevidste fravalg af aftaler, som ikke lever op til indtjeningskravene", skriver Harboe. Derfor er omsætningen fra det tyske marked faldet tre procent til 377 millioner kroner. I Danmark er selskabets omsætning vokset 11 procent til 278 millioner kroner. I forbindelse med regnskabet præciserer Harboe også sine forventninger til det fulde regnskabsår 2024/25. Nu forventer selskabet at tjene mellem 70 og 90 millioner kroner før skat. Intervallet er blevet snævret 10 millioner kroner ind i hver ende. Harboe står blandt andet bag Harboe Pilsner og en række farverige sodavand med forskellig smag. I årtier var det Bernd Griese, som stod i spidsen for Harboe Bryggeri, og i den tid voksede bryggeriet til en international koncern. Men sideløbende med succesen har der også været kritik af Bernd Grieses evne til at balancere sine egne interesser i forhold til virksomhedens. For eksempel har Ekstra Bladet beskrevet, hvordan bryggeriet har købt ind for over 300 millioner kroner i Bernd Grieses private selskaber, mens han var topchef. I 2019 gav han tøjlerne videre til datteren Karina Harboe Laursen. Men efter få måneder trak hun sig sammen med sin meddirektør og den daværende bestyrelsesformand, da de var uenige med Bernd Griese om strategien. I stedet overtog svogeren Søren Malling tjansen, mens Griese selv tog formandsposten. I juni meddelte Harboe, at Bernd Griese ville stoppe som bestyrelsesformand. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/harboe-saelger-flere-oel-i-danmark-og-oeger-sin-indtjening
Share on,